130 år siden

I disse dage er det 130 år siden, de tragiske begivenheder omkring Elvira Madigan og Sixten Sparres død udspillede sig på Tåsinge i 1889. Det vil sige, at det også er omkring 30 år siden, jeg første gang hørte om historien. Jeg var faktisk kun 5 år gammel dengang, hvilket jeg fortæller mere om i dette indlæg. Det er både mærkeligt og vidunderligt, hvordan små begivenheder kan mærke én for livet.

Der er sket utroligt meget i de 130 år, der er gået, siden dramaet fandt sted. Hvad angår formidlingen af historien om parret, så er der for alvor sket meget siden 2005, hvor Anders Enevig udgav bogen “Fakta om Elvira Madigan og Sixten Sparre”. Det var første gang, jeg læste de officielle akter, så som politirapporterne, ligsynsattesterne, vidneforklaringer og øvrige optegnelser fra fogedretten. Det var virkelig en halleluja-oplevelse, for indtil da var Poul Erik Møller Pedersen og Henrik Jansens bøger de førende om emnet her i Danmark.

I 2013 udkom Klas Grönqvists bog “En droppe fölt” om Elvira Madigan, som også var fantastisk læsning for mig. Også her fik jeg en masse ny viden om emnet, og det var især interessant for mig at læse Grönqvists analyser og iagttagelser omkring, hvad der skete dengang i 1889. Året efter udkom bogen “Sorgeliga saker hände” af Sixten Sparres oldebarn, Kathinka Lindhe, der især omhandler dramaet set fra Sparres kone Luitgards synspunkt. Også en rigtig fin bog med masser af informationer, der var nye for mig.

Efter min mening er den største udvikling i fortællingen om Elvira og Sixten, at fagfolk ikke længere formidler dramaet som et romantisk dobbeltselvmord. Meget tyder på, at der nærmere var tale om et “murder-suicide“, og forfatterne til de nyeste bøger om emnet har også præsenteret en række nye oplysninger om Sixten Sparres økonomiske forhold og karaktertræk, der stiller ham i et mindre pænt lys sammenlignet med fremstillingen af ham som den romantiske elsker, han tidligere er blevet portrætteret som. Intet er sort-hvidt, og det er med garanti meget, vi ikke ved og aldrig kommer til at vide, om Elvira og Sixtens indbyrdes forhold. Meget tyder dog på, at Elvira havde en hel anden forestilling om, hvad fremtiden ville byde på, da hun stak af fra cirkus, end Sixten Sparre havde.

Ændringerne i vores kollektive opfattelse af, hvad der skete dengang i 1889, er efter min mening sket i takt med, at der er kommet meget mere fokus på psykisk sygdom, stalking og grooming de seneste årtier. Den romantiske opfattelse, mange havde af dramaet, da det udspillede sig, hænger også klart sammen med datidens samfundsudvikling. Man var så småt begyndt at gøre oprør imod den strenge seksualmoral og standsforskellenes snævre bånd, og progressive meningsdannere (som Holger Drachmann) holdt sig ikke tilbage fra et hylde parrets handlinger i pressen.

De konservative røster fandt parrets handlinger syndige, fordi Elvira og Sixten ikke var gift, eller fordi selvmord var en synd, mens romantiske sjæle hyldede historien om den adelige mand, der gik i døden med den fattige kvinde, som han ikke kunne få officielt, som en heltedåd. Intet sted i den samtidige formidling af dramaet er jeg stødt på medlidenhed med Elvira, som muligvis ikke gav sit samtykke til selvmordet.

Det lader også til, at man i mange af de romantiske fremstillinger af dramaet op gennem det 20. århundrede fuldstændigt har glemt, at Sixten Sparre i bund og grund begik mord, da han skød Elvira Madigan. For ikke at tale om, at han efterlod sin kone og to små børn i følelsesmæssig og økonomisk ruin, da han stak af med sin elskerinde.

Jeg er meget spændt på at se, hvordan vi oplever historien om eksempelvis 20 år. Når vi runder 150-årsdagen i 2039 findes der forhåbentligt endnu mere viden om, hvad der skete dengang. Meget kan ske, og teknologien gør det eksempelvis allerede betydeligt nemmere at finde gamle billeder online og lede i digitale udgaver af de gamle avisartikler og lignende fra dengang. Jeg er sikker på, at der stadig ligger information gemt, som bare venter på at blive fundet og formidlet.

Cyberspace-research i den gamle læsesal

Som jeg nævnte i indlægget om Den Sorte Diamant, så er jeg ret glad for det sted. Især den gamle læsesal. Der er simpelthen så fin en stemning og atmosfære, og jeg føler nærmest hver gang, jeg sætter mig ved et af de gamle skriveborde, at jeg forsvinder ind i en eller anden form for tidslomme. Det er ganske inspirerende, når man skriver på en historisk roman.

I går, da jeg sad og gennemgik forskellige avisartikler fra sommeren 1889, kom jeg til at tænke på noget pudsigt. Da jeg første gang dykkede ned i de gamle artikler fra Elvira Madigan og Sixten Sparres tid, foregik det på det dengang helt nybyggede Kolding Bibliotek. Det har nok været omkring år 2007, og jeg havde nogle dage forinden bestilt artiklerne på mikrofilm og kunne så bladre dem igennem på en form for skærm, hvor man så kunne tage print af det, man gerne ville have med hjem. En ret langsommelig og besværlig proces.

I går, da jeg sad og læste de gamle artikler, foregik det jo i den gamle læsesal på diamanten, men online på computeren, hvor jeg uden besvær kunne søge mig frem til de artikler, jeg skulle bruge, og meget bekvemt downloade dem til min computer, så jeg kunne gemme dem til senere brug.

Og så var det, det slog mig, hvor paradoksalt det føltes, at jeg dengang i 2007 sad i topmoderne omgivelser og baksede med forældet teknologi, og så i går, 12 år senere, sad jeg der i den gamle læsesals møblement fra 1906 og fandt, hvad jeg skulle bruge i cyberspace på min egen bærbar. Længe leve internettet og digitalisering af gamle dokumenter og kilder, siger jeg bare!

Det er for resten vildt smart, at de gamle artikler nu er tilgængelige online. På Mediestream kan du nemlig få online adgang til Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger af aviser, radio- og tv-indslag og reklamefilm. Ifølge sitet blev 35 millioner avissider fra Statens Avissamling digitaliseret i perioden 2014-2017 og kan nu læses og downloades direkte på din egen computer. Ikke noget med ventetid efter du har bestilt materialet, gamle mikrofilm eller drilske printere.

Selvom du slet ikke behøver at forvilde dig ned i den gamle læsesal, så kan det klart anbefales, hvis du, som jeg, elsker den autentiske research-stemning og over hundrede år gammelt inventar. For så skal du klart smutte derned. Der er skidehyggeligt!

Hvordan det hele startede

En lille Helene ved mindestenen i 1990 og en stor Helene ved stenen i 2014

En gang i 1989 sad jeg i sofaen sammen med min mor. Hun læste avis, og jeg så sikkert et eller andet bøvet børneprogram på en af de tyske satellit-kanaler. Det kunne også meget vel have været show-wrestling, who knows.

Pludselig faldt min mor over en artikel, som hun fortalte min far om. Det var åbenbart 100 år siden, at en svensk løjtnant havde skudt en cirkusprinsesse og sig selv ude i en skov på Tåsinge. I anledningen af 100-årsdagen bragte Vejle Amts Folkeblad en artikel om “kærlighedsdramaet”, som det blev kaldt.

Min mor og far blev enige om, at det da kunne være spændende at køre en tur til Tåsinge og se det lokale museums udstilling om Elvira og Sixten, og bagefter tage en tur ud i Nørreskoven på øen og finde det sted, hvor de to blev fundet døde dengang i 1889.

Jeg forstod ikke særligt meget af historien. Kun at vi skulle ud at køre tur, og at vi skulle på museum. Jeg var et underligt barn. Jeg elskede museer og elskede at kigge på gamle ting og sager og høre min mor fortælle historier om gamle dage. Så jeg var på, selvom jeg kun var 5 år gammel.

Og ja, set i retroperspektiv var jeg nok en anelse for lille til at få fortalt den historie om løjtnanten og cirkusprinsessen, der “skød hinanden”, som jeg kaldte det dengang. Min mor fortalte mig historien overordnet og uden detaljer, men jeg havde selvfølgelig en milliard spørgsmål, som min mor slet ikke kunne svare på.

Jeg kan huske brudstykker, fra da vi besøgte Tåsinge for første gang. Min mor havde lånt en bog på biblioteket (Henrik Jansens bog om emnet), og der var et kort i, hvor ligenes findested var markeret. Desværre var kortets anvisninger forkerte (det var den første version af bogen, hvor krydset på kortet er sat forkert), men det vidste mine forældre ikke, så vi endte med at rode rundt ude i Nørreskoven i alt for lang tid uden at finde mindestenen. På et tidspunkt fandt vi et lille dyrekranie, nok fra en hjort, som jeg blev hunderæd for. Jeg husker stadig synet af det lille skelethoved, og da vi kom hjem, og jeg skulle sove, var jeg helt umulig og skulle have lys tændt på mit værelse, i gangen og alle vegne.

Nogle dage efter kørte vi tilbage til Tåsinge, hvor vi spurgte om vej til mindestenen på museet ved Bregninge Kirke, og derefter fandt vi så endelig stedet ude i skoven. Min mor købte også en bog på museet (Poul Erik Møller Pedersens bog i 1989-udgaven). Der var nogle billeder af Elvira og Sixten, og dem kiggede jeg fascineret på hele vejen hjem i bilen.

Ja, jeg var som sagt et underligt barn, men den her oplevelse de to dage på Tåsinge mærkede mig åbenbart for livet. Jeg var SÅ fascineret af Elvira Madigan og SÅ bange for den skydegale Sixten Sparre. Jeg elskede at kigge på billeder af Elvira i bogen, og min mormor indspillede Dræsinebandens sang “Elvira og Sixten” på kassettebånd til mig, og den lyttede jeg til mange, mange gange. Om aftenen, når jeg så kom i seng, var jeg hunderæd og skulle have lys tændt, ellers nægtede jeg at ligge i sengen alene. Mine forældre vidste sikkert ikke deres levende råd og må også mange gange have fortrudt nogensinde at have taget mig med på den tur til Tåsinge.

1990 versus 2014 – der er sket lidt med gravstedet i tidens løb…

Året efter i 1990 lejede mine forældre et sommerhus på Langeland, hvor vi igen tog på udflugt til mindestenen i Nørreskoven, så gravstedet på Landet Kirkegård og besøgte udstillingen på Tåsinge Skipperhjem og Folkemindesamling, som det hed dengang. Med garanti efter en masse plageri fra min side (6 år gammel og allerede en kæmpenørd, drevet af skrækken og fascinationen!). Jeg nægtede selvfølgelig at sove alene under hele sommerhusopholdet. Enten luskede jeg ind på min storebrors værelse og sov i hans fodende, eller også spurtede jeg ind til min mor og sov hos hende. Det krævede ekstra mod at gå ind til hende, fordi mine forældres værelse lå længere nede ad gangen i sommerhuset, end min brors gjorde.

Min storebror og jeg på skovstien i 1989 – Og så stod jeg der igen i 2014.

Jeg har efterfølgende besøgt de ovennævnte steder mange gange siden 1990. Jeg har mange historier at fortælle om min fascination af Elvira Madigan og Sixtens Sparre. Jeg har besøgt Anders Enevig og hans kone i forbindelse med et interview på journaliststudiet. Jeg har fået lov til selv at rode i effekterne, som findes på Svendborg Museum, blandt andet originale billeder (selvfølgelig iført hvide stofhandsker). Og så sent som lige nu, sidder jeg i tårnværelset på Hotel Ærø i Svendborg og skriver dette blogindlæg. Det var øjensynligt i tårnværelset på Hotel Svendborg, som det hed dengang, at Elvira og Sixten boede tilbage i 1889, inden de tog til Tåsinge og døde.

Så ja, min fascination af emnet er kun blevet vildere og vildere med årene. Jeg er nu i gang med at skrive en historisk roman, som handler om Elvira og Sixten, klunketiden og mordet og selvmordet i Nørreskoven, som jeg vælger at kategorisere det som nu (IKKE fælles selvmord), men det er en anden og meget lang snak, som vi kommer til at tage på bloggen her senere.

Egentlig vil jeg lige skyde et kæmpe tak ind til min forældre her i slutningen af indlægget. Selvom de præsterede at ødelægge min nattesøvn fuldstændigt i mange år ved at slæbe mig med ud i den skov i en al for ung alder, så har de også plantet det mest vanvittige frø i mig, som med tiden er spiret til en nærmest fanatisk fascination af Elvira Madigan og den samtid, hun levede i. Det skal de have tak for, for hvis det ikke var for deres engagement dengang i 1989, så havde jeg ikke oplevet alle de mange spændende ting, som fascinationen har bragt med sig.

Ser jeg lidt betuttet ud på dette billede? Så var det smart, at man var afsted med en næbet storebror, der ikke var bange for noget som helst, og som elskede at drille mig med, at Sixten Sparre garanteret havde sagt “Jeg hatar Elvira Madigan” dengang i 1889, inden han skød hende. Ganske upassende egentligt… Jeg husker stadig min bror sidde på bagsædet af bilen og skrige det på fordansket, gebrokken svensk. Dengang blev jeg skidesur på ham. Nu er det et tosset barndomsminde, jeg ikke kan lade være med at smile af i dag.