130 år siden

I disse dage er det 130 år siden, de tragiske begivenheder omkring Elvira Madigan og Sixten Sparres død udspillede sig på Tåsinge i 1889. Det vil sige, at det også er omkring 30 år siden, jeg første gang hørte om historien. Jeg var faktisk kun 5 år gammel dengang, hvilket jeg fortæller mere om i dette indlæg. Det er både mærkeligt og vidunderligt, hvordan små begivenheder kan mærke én for livet.

Der er sket utroligt meget i de 130 år, der er gået, siden dramaet fandt sted. Hvad angår formidlingen af historien om parret, så er der for alvor sket meget siden 2005, hvor Anders Enevig udgav bogen “Fakta om Elvira Madigan og Sixten Sparre”. Det var første gang, jeg læste de officielle akter, så som politirapporterne, ligsynsattesterne, vidneforklaringer og øvrige optegnelser fra fogedretten. Det var virkelig en halleluja-oplevelse, for indtil da var Poul Erik Møller Pedersen og Henrik Jansens bøger de førende om emnet her i Danmark.

I 2013 udkom Klas Grönqvists bog “En droppe fölt” om Elvira Madigan, som også var fantastisk læsning for mig. Også her fik jeg en masse ny viden om emnet, og det var især interessant for mig at læse Grönqvists analyser og iagttagelser omkring, hvad der skete dengang i 1889. Året efter udkom bogen “Sorgeliga saker hände” af Sixten Sparres oldebarn, Kathinka Lindhe, der især omhandler dramaet set fra Sparres kone Luitgards synspunkt. Også en rigtig fin bog med masser af informationer, der var nye for mig.

Efter min mening er den største udvikling i fortællingen om Elvira og Sixten, at fagfolk ikke længere formidler dramaet som et romantisk dobbeltselvmord. Meget tyder på, at der nærmere var tale om et “murder-suicide“, og forfatterne til de nyeste bøger om emnet har også præsenteret en række nye oplysninger om Sixten Sparres økonomiske forhold og karaktertræk, der stiller ham i et mindre pænt lys sammenlignet med fremstillingen af ham som den romantiske elsker, han tidligere er blevet portrætteret som. Intet er sort-hvidt, og det er med garanti meget, vi ikke ved og aldrig kommer til at vide, om Elvira og Sixtens indbyrdes forhold. Meget tyder dog på, at Elvira havde en hel anden forestilling om, hvad fremtiden ville byde på, da hun stak af fra cirkus, end Sixten Sparre havde.

Ændringerne i vores kollektive opfattelse af, hvad der skete dengang i 1889, er efter min mening sket i takt med, at der er kommet meget mere fokus på psykisk sygdom, stalking og grooming de seneste årtier. Den romantiske opfattelse, mange havde af dramaet, da det udspillede sig, hænger også klart sammen med datidens samfundsudvikling. Man var så småt begyndt at gøre oprør imod den strenge seksualmoral og standsforskellenes snævre bånd, og progressive meningsdannere (som Holger Drachmann) holdt sig ikke tilbage fra et hylde parrets handlinger i pressen.

De konservative røster fandt parrets handlinger syndige, fordi Elvira og Sixten ikke var gift, eller fordi selvmord var en synd, mens romantiske sjæle hyldede historien om den adelige mand, der gik i døden med den fattige kvinde, som han ikke kunne få officielt, som en heltedåd. Intet sted i den samtidige formidling af dramaet er jeg stødt på medlidenhed med Elvira, som muligvis ikke gav sit samtykke til selvmordet.

Det lader også til, at man i mange af de romantiske fremstillinger af dramaet op gennem det 20. århundrede fuldstændigt har glemt, at Sixten Sparre i bund og grund begik mord, da han skød Elvira Madigan. For ikke at tale om, at han efterlod sin kone og to små børn i følelsesmæssig og økonomisk ruin, da han stak af med sin elskerinde.

Jeg er meget spændt på at se, hvordan vi oplever historien om eksempelvis 20 år. Når vi runder 150-årsdagen i 2039 findes der forhåbentligt endnu mere viden om, hvad der skete dengang. Meget kan ske, og teknologien gør det eksempelvis allerede betydeligt nemmere at finde gamle billeder online og lede i digitale udgaver af de gamle avisartikler og lignende fra dengang. Jeg er sikker på, at der stadig ligger information gemt, som bare venter på at blive fundet og formidlet.

Tanker om at skrive en historisk roman

Mit hjemmekontor på altanen i dag…

I dag besluttede jeg mig for at blive hjemme og arbejde. Det er et fantastisk vejr, og da jeg i går eftermiddags gjorde vores altan ren og sommerklar, så lokkede det altså at sidde og arbejde i solen.

Jeg er en bleg og sart type, så jeg skal passe på, når jeg opholder mig for længe i solen. Så det er påsmurt et tykt lag solcreme, iført sweatshirt og gemt under en parasol, at jeg sidder og arbejder i solen… men hvor er det bare lækkert, at foråret endelig er her!

Jeg gennemgik i sidste uge mit arkiv med de ting, jeg har arbejdet på i årenes løb i forhold til bogen, og der faldt jeg over en tidslinje, jeg har stykket sammen ud fra al den litteratur, jeg har læst om Elvira og Sixten. Så i dag har jeg gennemgået denne tidslinje igen-igen og er nu i gang med at plotte alle de vigtige historiske begivenheder og episoder fra karakterernes fortid, som jeg ikke må glemme at få med, ind i mit manus.

Man skal holde tungen lige i munden, når man vælger at skrive ud fra begivenheder, der har fundet sted i virkeligheden. Jeg vil jo gerne have alt så faktuelt korrekt som muligt, og samtidig er det også vigtigt for mig, at de passager, jeg “digter” mig frem til, stemmer så meget overens med virkeligheden som overhovedet muligt. Det kræver virkelig mange gennemgange af kilder og litteratur samtidig med, at man jo er nødt til at træffe selvstændige valg, når passager ikke støttes op af kilder. Det er svært, men også utroligt sjovt og udfordrende, synes jeg.

Og ja, så er det også vigtigt, at man ikke bare lirer fakta af og gengiver historien uden kant, for den skal jo også fange og være interessant for læseren. De skal kunne leve sig ind i handlingen og ind i karakterernes virkelighed og bevæggrunde. Jeg tænker, at identifikation er en rigtig vigtig del af læseoplevelsen, for det er nemlig det, jeg selv går mest op i, når jeg læser eller lytter til en bog. At jeg kan identificere mig med hovedpersonerne og forstår, hvorfor de handler og føler, som de gør.

Ugen, der gik (uge 14)

Ugens gode oplevelser
Jeg har brugt en del tid i denne uge på at gennemgå Morgenbladets aviser i perioden juni til august 1889. Jeg skimmede alle siderne igennem og læste så de passager, der så interessante ud. Det gav et godt indtryk af, hvad der rørte sig i pressen på daværende tidspunkt, og hvad der var på den politiske dagsorden i Danmark. Jeg faldt også over et hav af annoncer og reklamer for produkter, kulturoplevelser og beværtninger i København, hvilket jeg især kan bruge som inspiration til mine beskrivelser af den tid, Elvira og Sixten levede i. Jeg noterede mig også en masse ord og begreber, man brugte i pressen dengang.

Ugens mindre gode oplevelser
Jeg brugte som sagt en del tid i denne uge på at gennemgå Morgenbladets aviser fra sommeren 1889, hvor jeg ledte efter flere reportager eller artikler skrevet af personen “F.”. Som jeg nævnte i mit seneste “Ugen, der gik”-indlæg, så var jeg overbevist om, at det ikke var første gang, at denne “F.” skrev til en avis, da han rapporterede til Morgenbladet omkring begivenhederne på Tåsinge i juli 1889. Det lykkedes mig dog ikke at finde andet fra eller om ham.

Ugens inspiration
Jeg leder ustandseligt efter inspiration til, hvordan jeg bedst beskriver mine karakterer og deres interaktioner med hinanden. I denne uge har jeg lyttet til bogen “Alt eller intet” af Simona Ahrnstedt. Jeg var meget glad for hendes bog “Ægtepagten”, som jeg læste for nogle år siden. Den foregår også i 1880’erne, ligesom min bog gør, mens “Alt eller intet” foregår i nutiden. Jeg synes især, at den måde, Ahrnstedt fortæller historien i “Alt eller intet”, ved skiftevis at beskrive handlingen ud fra de to hovedpersoner, Lexia og Adams synspunkter og oplevelser, fungerer rigtigt godt. Fortællingen sker kronologiske, mens perspektivet skifter frem og tilbage. En fortællestil, jeg også godt kunne forestille mig, ville fungere i min bog. Ahrnstedts bøger kategoriseres nok bedst som romantiske romaner, og det har det været godt for mig også at finde inspiration i denne genre, da min bog jo netop handler om en kærlighedsaffære.

Hvad jeg ser frem imod i næste uge
At skrive mere på selve bogen. Jeg falder konstant i nye research-huller, hvor jeg lige skal tjekke et eller andet, inden jeg går videre med selve manusset. Jeg er også stadig i tvivl om, hvordan min fortællestil skal være, men det kommer nok først rigtigt på plads undervejs, når jeg får afprøvet, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør.

Ugen, der gik (uge 13)

Ugens gode oplevelser
Selvom jeg var syg, så sad jeg faktisk og arbejdede på research ind imellem. En af dagene, jeg husker ikke hvilken, gennemgik jeg min research omkring, hvilket hus, Elvira og Sixten overnattede i, da de boede i Troense. Det har længe været et stort mysterium. Man ved kun ud fra officielle rapporter fra sommeren 1889, hvem de var indlogeret hos, men ikke, hvilket hus på hvilken adresse. Når man gennemgå folketællinger fra perioden, kan man finde personerne, de boede hos, optegnet, men ikke med adresse. Det er en længere problematik, som jeg vil lave et mere uddybende indlæg om en anden dag.

Selvom jeg brugte en hel dag på at gennemgå folketællinger, gamle matrikelkort, kirkebøger, online billedearkiver og lignende, så fandt jeg ikke ud af noget nyt. Jeg fik til gengæld opdateret hele problematikken inde i mit hoved, hvilket var godt, da det lidt var gledet i baggrunden for anden information, jeg har suget til mig på det sidste.

Ugens mindre gode oplevelser
At jeg var syg. Når man har hovedpine, snot alle vegne og er helt kvæstet oven i knolden, så er det ikke nemt at sætte sig ned og være kreativ og skrive en bestseller-roman. Jeg havde som nævnt ind imellem overskud til lidt research heldigvis. Lidt er også godt, men det var stadig meget træls at være hæmmet på den måde af noget udefrakommende, nu når min motivation og mit engagement lige var blevet skruet op på maks ugen før.

Ugens inspiration
Jeg brugte også en af dagene på at rydde op i min mappe på computeren, som indeholder alt det research, jeg har lavet over tid, og alle de billeder, artikler, scan og så videre, jeg har downloadet og gemt digitalt. Der var ting, jeg havde gemt for over 15 år siden.

Jeg fandt også nogle udkast til en faktabog om emnet, jeg arbejdede på i 2008. Altså før både Klas Grönkvist og Kathinka Lindhes bøger kom ud. Det var sjovt at læse, hvad jeg havde skrevet, for der var selvfølgelig en masse forkerte fakta, jeg havde fra den tilgængelige litteratur på det tidspunkt. Der var dog også nogle interessante passager, jeg skal have tjekket igennem igen. Det er vildt, hvor meget, der er sket inden for feltet, de sidste 10 år!

Hvad jeg ser frem imod i næste uge
At komme i gang med bogen igen. Jeg mangler også stadig at få gennemgået Morgenbladets arkiv for, om denne mystiske “F.”, som jeg nævnte i mit seneste “ugen der gik”-indlæg, skulle have skrevet mere til avisen om andre emner. Jeg er ret sikker på, at der må være mere. Den måde, han rapporterede til avisen omkring Elvira og Sixtens død og begravelse, tyder bestemt på, at det ikke er første gang, han skriver til en avis. Han virker meget observant og grundig i sin rapportering.

Ugen, der gik (uge 12)

Jeg undskylder på forhånd, hvis mine betragtninger og beskrivelser af ugens arbejde med bogen fremstår en anelse for specifikke eller nørdede, men jeg vil gerne kunne bruge de her ugereferater til at se tilbage på, hvornår jeg arbejdede med hvad og fandt ud af hvilke nye opdagelser.

Ugens gode oplevelser
At jeg har været god til at komme ud og skrive andre steder end hjemme. Jeg er især blevet rigtig glad for Den Sorte Diamant, hvor den gamle læsesal fungerer perfekt for mig, når jeg skal fordybe mig i mit bogprojekt.

Ugens mindre gode oplevelser
At jeg har været for ustruktureret, når det kommer til at handle ind, så jeg kan smøre madpakker og tage med ud i byen. Jeg er også kommet senere afsted, end jeg havde planlagt, så det skal der også ændres på i næste uge.

Ugens bedste research-oplevelse
Da jeg i onsdags dykkede ned i en avisartikel fra Morgenbladet den 26. juli 1889 (under overskriften: Løjtnant Sparre og Elvira Madigan, side 1-2) af en person, der kaldes for F. i avisen, og som mødte Elvira og Sixten, mens de opholdte sig i Troense. Den nye opdagelse lå i hans beskrivelse af Elvira og Sixtens højde. Sixten var ifølge kilden af middelhøjde, og Elvira var lige så høj som han. Jeg søgte så på nettet efter statistikker over, hvor høje svenske mænd var omkring år 1889 og kom frem til, at gennemsnittet lå på omkring 170 cm. I så fald var Elvira sandsynligvis omkring 170 cm høj, hvilket var langt over gennemsnittet for kvinder dengang.Påstanden støttes også op af Klas Grönqvist i bogen “En dråbe faldt”, hvor han netop skyder Elvira til at være cirka 170 høj. En interessant detaljer, som jeg finder ret vigtigt, når jeg skal beskrive hendes udseende i min bog.

I samme artikel, skrevet ud fra F.’s henvendelse til Morgenbladet i sommeren 1889, beskrives det også, hvordan man nemmest kom fra Troense til det sted i Nørreskoven, hvor Elvira og Sixten blev fundet døde. Ifølge kilden skulle man efter Valdemar Slot følge stien langs stranden og så dreje til højre ind i Nørreskoven for at finde lysninger. Jeg har altid troet, at man dengang kom til stedet via skovvejen forbi Landmålerhuset og så til venstre ind i skoven, ligesom man gør, hvis man vil besøge mindespladsen i dag. Dette var igen en vigtig detalje for mig, som jeg ikke har lagt mærke til før.

Sidst, men ikke mindst, så fandt jeg endnu en artikel fra Morgenbladet den 30. juli 1889 (under overskriften: Jordefærden paa Taasinge, side 2), skrevet ud fra kilden F.’s oplevelser, hvor han beskriver Elvira og Sixtens begravelse. Det viste sig faktisk, at denne artikel ikke er blevet brugt i tidligere research om emnet. Så det kan klart betale sig at grave rundt i de gamle artikler online, for der dukker stadig i ny og næ artikler og information op, som ikke tidligere er blevet gravet frem af historikere og forfattere inden for emnet.

Ugens bedste skriveoplevelse
Da jeg for alvor kom i gang med at skrive den indledende scene, hvor ligene af Elvira Madigan og Sixten Sparre findes i Nørreskoven i juli 1889. Det er starten på bogen, og det har været svært for mig for alvor at tage hul på selve fortællingen. Indtil nu har jeg brugt rigtigt lang tid på research og synopsis-skrivning, så det var dejligt endelig at komme rigtigt i gang. Også selvom jeg i ugens løb endte med at skrive den indledende del om tre gange! Men nu synes jeg, den er ved at være der…

Ugens inspiration
Tom Buk-Swientys to bøger “Kaptajn Dinesen – Blod og Ild” og “Kaptajn Dinesen – Til døden os skiller” . Jeg har flere gange bladret forbi dem i min lydbogs-app, men i onsdags gav jeg bøgerne en chance og fandt ud af, at de er enormt godt skrevet og fortalt. Den måde, Buk-Swienty skriver sine historiske fortællinger på, hvor man nærmest føler, man ser en form for dokumentar om begivenhederne, samtidig med, at man på skønlitterær vis kommer med ind i hovedet på Kaptajn Dinesen, er klart en skrivestil, jeg vil prøve kræfter med selv i min bog. Det var rart at finde et eksempel på en fortællestil, der virkelig fungerer indenfor genren. Der er masse af eksempler på gode krimier og chicklit, men jeg har haft lidt svært med at finde historiske romaner, hvor jeg virkelig har kunnet lide fortællestilen.

Hvad jeg ser frem imod i næste uge
At arbejde videre med min bog og komme ud i byen og arbejde. Jeg skal blandt andet i gang med den del af fortællingen, hvor vi for første gang stifter bekendtskab med Elvira Madigan, og det glæder jeg mig til. Indtil nu har jeg mest skrevet på den del af historien, der foregår, efter bogens klimaks har fundet sted, og hvor Elvira og Sixten ikke længere er i fokus som bogens hovedpersoner.

Cyberspace-research i den gamle læsesal

Som jeg nævnte i indlægget om Den Sorte Diamant, så er jeg ret glad for det sted. Især den gamle læsesal. Der er simpelthen så fin en stemning og atmosfære, og jeg føler nærmest hver gang, jeg sætter mig ved et af de gamle skriveborde, at jeg forsvinder ind i en eller anden form for tidslomme. Det er ganske inspirerende, når man skriver på en historisk roman.

I går, da jeg sad og gennemgik forskellige avisartikler fra sommeren 1889, kom jeg til at tænke på noget pudsigt. Da jeg første gang dykkede ned i de gamle artikler fra Elvira Madigan og Sixten Sparres tid, foregik det på det dengang helt nybyggede Kolding Bibliotek. Det har nok været omkring år 2007, og jeg havde nogle dage forinden bestilt artiklerne på mikrofilm og kunne så bladre dem igennem på en form for skærm, hvor man så kunne tage print af det, man gerne ville have med hjem. En ret langsommelig og besværlig proces.

I går, da jeg sad og læste de gamle artikler, foregik det jo i den gamle læsesal på diamanten, men online på computeren, hvor jeg uden besvær kunne søge mig frem til de artikler, jeg skulle bruge, og meget bekvemt downloade dem til min computer, så jeg kunne gemme dem til senere brug.

Og så var det, det slog mig, hvor paradoksalt det føltes, at jeg dengang i 2007 sad i topmoderne omgivelser og baksede med forældet teknologi, og så i går, 12 år senere, sad jeg der i den gamle læsesals møblement fra 1906 og fandt, hvad jeg skulle bruge i cyberspace på min egen bærbar. Længe leve internettet og digitalisering af gamle dokumenter og kilder, siger jeg bare!

Det er for resten vildt smart, at de gamle artikler nu er tilgængelige online. På Mediestream kan du nemlig få online adgang til Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger af aviser, radio- og tv-indslag og reklamefilm. Ifølge sitet blev 35 millioner avissider fra Statens Avissamling digitaliseret i perioden 2014-2017 og kan nu læses og downloades direkte på din egen computer. Ikke noget med ventetid efter du har bestilt materialet, gamle mikrofilm eller drilske printere.

Selvom du slet ikke behøver at forvilde dig ned i den gamle læsesal, så kan det klart anbefales, hvis du, som jeg, elsker den autentiske research-stemning og over hundrede år gammelt inventar. For så skal du klart smutte derned. Der er skidehyggeligt!

Hvordan det hele startede

En lille Helene ved mindestenen i 1990 og en stor Helene ved stenen i 2014

En gang i 1989 sad jeg i sofaen sammen med min mor. Hun læste avis, og jeg så sikkert et eller andet bøvet børneprogram på en af de tyske satellit-kanaler. Det kunne også meget vel have været show-wrestling, who knows.

Pludselig faldt min mor over en artikel, som hun fortalte min far om. Det var åbenbart 100 år siden, at en svensk løjtnant havde skudt en cirkusprinsesse og sig selv ude i en skov på Tåsinge. I anledningen af 100-årsdagen bragte Vejle Amts Folkeblad en artikel om “kærlighedsdramaet”, som det blev kaldt.

Min mor og far blev enige om, at det da kunne være spændende at køre en tur til Tåsinge og se det lokale museums udstilling om Elvira og Sixten, og bagefter tage en tur ud i Nørreskoven på øen og finde det sted, hvor de to blev fundet døde dengang i 1889.

Jeg forstod ikke særligt meget af historien. Kun at vi skulle ud at køre tur, og at vi skulle på museum. Jeg var et underligt barn. Jeg elskede museer og elskede at kigge på gamle ting og sager og høre min mor fortælle historier om gamle dage. Så jeg var på, selvom jeg kun var 5 år gammel.

Og ja, set i retroperspektiv var jeg nok en anelse for lille til at få fortalt den historie om løjtnanten og cirkusprinsessen, der “skød hinanden”, som jeg kaldte det dengang. Min mor fortalte mig historien overordnet og uden detaljer, men jeg havde selvfølgelig en milliard spørgsmål, som min mor slet ikke kunne svare på.

Jeg kan huske brudstykker, fra da vi besøgte Tåsinge for første gang. Min mor havde lånt en bog på biblioteket (Henrik Jansens bog om emnet), og der var et kort i, hvor ligenes findested var markeret. Desværre var kortets anvisninger forkerte (det var den første version af bogen, hvor krydset på kortet er sat forkert), men det vidste mine forældre ikke, så vi endte med at rode rundt ude i Nørreskoven i alt for lang tid uden at finde mindestenen. På et tidspunkt fandt vi et lille dyrekranie, nok fra en hjort, som jeg blev hunderæd for. Jeg husker stadig synet af det lille skelethoved, og da vi kom hjem, og jeg skulle sove, var jeg helt umulig og skulle have lys tændt på mit værelse, i gangen og alle vegne.

Nogle dage efter kørte vi tilbage til Tåsinge, hvor vi spurgte om vej til mindestenen på museet ved Bregninge Kirke, og derefter fandt vi så endelig stedet ude i skoven. Min mor købte også en bog på museet (Poul Erik Møller Pedersens bog i 1989-udgaven). Der var nogle billeder af Elvira og Sixten, og dem kiggede jeg fascineret på hele vejen hjem i bilen.

Ja, jeg var som sagt et underligt barn, men den her oplevelse de to dage på Tåsinge mærkede mig åbenbart for livet. Jeg var SÅ fascineret af Elvira Madigan og SÅ bange for den skydegale Sixten Sparre. Jeg elskede at kigge på billeder af Elvira i bogen, og min mormor indspillede Dræsinebandens sang “Elvira og Sixten” på kassettebånd til mig, og den lyttede jeg til mange, mange gange. Om aftenen, når jeg så kom i seng, var jeg hunderæd og skulle have lys tændt, ellers nægtede jeg at ligge i sengen alene. Mine forældre vidste sikkert ikke deres levende råd og må også mange gange have fortrudt nogensinde at have taget mig med på den tur til Tåsinge.

1990 versus 2014 – der er sket lidt med gravstedet i tidens løb…

Året efter i 1990 lejede mine forældre et sommerhus på Langeland, hvor vi igen tog på udflugt til mindestenen i Nørreskoven, så gravstedet på Landet Kirkegård og besøgte udstillingen på Tåsinge Skipperhjem og Folkemindesamling, som det hed dengang. Med garanti efter en masse plageri fra min side (6 år gammel og allerede en kæmpenørd, drevet af skrækken og fascinationen!). Jeg nægtede selvfølgelig at sove alene under hele sommerhusopholdet. Enten luskede jeg ind på min storebrors værelse og sov i hans fodende, eller også spurtede jeg ind til min mor og sov hos hende. Det krævede ekstra mod at gå ind til hende, fordi mine forældres værelse lå længere nede ad gangen i sommerhuset, end min brors gjorde.

Min storebror og jeg på skovstien i 1989 – Og så stod jeg der igen i 2014.

Jeg har efterfølgende besøgt de ovennævnte steder mange gange siden 1990. Jeg har mange historier at fortælle om min fascination af Elvira Madigan og Sixtens Sparre. Jeg har besøgt Anders Enevig og hans kone i forbindelse med et interview på journaliststudiet. Jeg har fået lov til selv at rode i effekterne, som findes på Svendborg Museum, blandt andet originale billeder (selvfølgelig iført hvide stofhandsker). Og så sent som lige nu, sidder jeg i tårnværelset på Hotel Ærø i Svendborg og skriver dette blogindlæg. Det var øjensynligt i tårnværelset på Hotel Svendborg, som det hed dengang, at Elvira og Sixten boede tilbage i 1889, inden de tog til Tåsinge og døde.

Så ja, min fascination af emnet er kun blevet vildere og vildere med årene. Jeg er nu i gang med at skrive en historisk roman, som handler om Elvira og Sixten, klunketiden og mordet og selvmordet i Nørreskoven, som jeg vælger at kategorisere det som nu (IKKE fælles selvmord), men det er en anden og meget lang snak, som vi kommer til at tage på bloggen her senere.

Egentlig vil jeg lige skyde et kæmpe tak ind til min forældre her i slutningen af indlægget. Selvom de præsterede at ødelægge min nattesøvn fuldstændigt i mange år ved at slæbe mig med ud i den skov i en al for ung alder, så har de også plantet det mest vanvittige frø i mig, som med tiden er spiret til en nærmest fanatisk fascination af Elvira Madigan og den samtid, hun levede i. Det skal de have tak for, for hvis det ikke var for deres engagement dengang i 1989, så havde jeg ikke oplevet alle de mange spændende ting, som fascinationen har bragt med sig.

Ser jeg lidt betuttet ud på dette billede? Så var det smart, at man var afsted med en næbet storebror, der ikke var bange for noget som helst, og som elskede at drille mig med, at Sixten Sparre garanteret havde sagt “Jeg hatar Elvira Madigan” dengang i 1889, inden han skød hende. Ganske upassende egentligt… Jeg husker stadig min bror sidde på bagsædet af bilen og skrige det på fordansket, gebrokken svensk. Dengang blev jeg skidesur på ham. Nu er det et tosset barndomsminde, jeg ikke kan lade være med at smile af i dag.