130 år siden

I disse dage er det 130 år siden, de tragiske begivenheder omkring Elvira Madigan og Sixten Sparres død udspillede sig på Tåsinge i 1889. Det vil sige, at det også er omkring 30 år siden, jeg første gang hørte om historien. Jeg var faktisk kun 5 år gammel dengang, hvilket jeg fortæller mere om i dette indlæg. Det er både skræmmende og vidunderligt, hvordan små begivenheder i barndommen kan mærke én for livet.

Der er sket utroligt meget i de 130 år, der er gået, siden dramaet fandt sted. Hvad angår formidlingen af historien om parret, så er der for alvor sket meget siden 2005, hvor Anders Enevig udgav bogen “Fakta om Elvira Madigan og Sixten Sparre”. Det var første gang, jeg læste de officielle akter, så som politirapporterne, ligsynsattesterne, vidneforklaringer og øvrige optegnelser fra fogedretten. Det var virkelig en halleluja-oplevelse for mig, for indtil da var Poul Erik Møller Pedersen og Henrik Jansens bøger de førende om emnet her i Danmark.

I 2013 udkom Klas Grönqvists bog “En droppe fölt” om Elvira Madigan, som også var fantastisk læsning for mig. Også her fik jeg en masse ny viden om emnet, og det var især interessant for mig at læse Grönqvists analyser og iagttagelser omkring, hvad der skete dengang i 1889. Året efter udkom bogen “Sorgeliga saker hände” af Sixten Sparres oldebarn, Kathinka Lindhe, der især omhandler dramaet set fra Sparres kone, Luitgards, synspunkt. Også en rigtig fin bog med masser af informationer, der var nye for mig.

Efter min mening er den største udvikling i fortællingen om Elvira og Sixten, at fagfolk ikke længere formidler dramaet som et romantisk dobbeltselvmord. Meget tyder på, at der nærmere var tale om et “murder-suicide“, og forfatterne til de nyeste bøger om emnet har også præsenteret en række nye oplysninger om Sixten Sparres økonomiske forhold og karaktertræk, der stiller ham i et mindre pænt lys sammenlignet med fremstillingen af ham som den romantiske elsker, han tidligere er blevet portrætteret som. Intet er sort-hvidt, og det er med garanti meget, vi ikke ved og aldrig kommer til at vide, om Elvira og Sixtens indbyrdes forhold. Meget tyder dog på, at Elvira havde en hel anden forestilling, hvad der skulle ske, da hun stak af fra cirkus, end Sixten Sparre havde.

Ændringerne i vores kollektive opfattelse af, hvad der skete dengang i 1889, er efter min mening sket i takt med, at der er kommet meget mere fokus på psykisk sygdom, stalking og grooming de seneste årtier. Den romantiske opfattelse, mange havde af dramaet, da det udspillede sig, hænger også klart sammen med datidens samfundsudvikling. Man var så småt begyndt at gøre oprør imod den strenge seksualmoral og standsforskellenes snævre bånd, og progressive meningsdannere (som Holger Drachmann) holdt sig ikke tilbage fra et hylde parret i pressen.

De konservative røster fandt parrets handlinger syndige, fordi Elvira og Sixten ikke var gift, og fordi selvmord var en synd, mens romantiske sjæle hyldede historien om den adelige mand, der gik i døden med den fattige kvinde, som en heltedåd. Intet sted i den samtidige formidling af dramaet er jeg stødt på medlidenhed med Elvira, som måske slet ikke gav sit samtykke til et sådant dobbeltselvmord.

Det lader også til, at man i mange af de romantiske fremstillinger af dramaet op gennem det 20. århundrede fuldstændigt har glemt, at Sixten Sparre i bund og grund begik et mord, da han skød Elvira Madigan. For ikke at tale om al den sorg og skam, han efterlod sin kone og to små børn, da han stak af med sin elskerinde.

Jeg er meget spændt på at se, hvordan vi oplever historien om eksempelvis 20 år, når vi runder 150-årsdagen i 2039. Til den tid findes der forhåbentlig endnu mere viden om, hvad der skete dengang i 1889. Meget kan ske, og teknologien gør det allerede betydeligt nemmere at finde gamle billeder online og lede i digitale udgaver af gamle avisartikler. Jeg er sikker på, at der stadig ligger information gemt, som bare venter på at blive fundet og formidlet.

Skriv en kommentar